1994, 180 x 230 cm., akryl på lærred, tilhører Advokat Leif Djurhuus´ Samling
"Portræt af digteren Henrik Nordbrandt. "Maleriet er en hyldest til digteren Henrik Nordbrandt.Martin Bigum, der både er billedkunstner og digter, har skabt sin egen allegori. Den kutteklædte mand med leen går igen i andre af Bigums malerier med påskriften ART på armen, og kan dermed ses som et tegn på kunsten. Her optræder figuren som udlandsdanskeren Nordbrandt, der er hentet hjem og klædt af til skindet i et nordisk fantasilandskab. Digteren optræder som en lille nøgen, dødlignende mandsling i færd med at vaske sin kutte i et vandløb. Den runde Verden har ubegrænset tid og ligger henslængt og tygger på et siv.Ved vandløbets bred ligger leen med tilhørende vadsæk som en vandrestav. Således ser Bigum ifølge eget udsagn, at billedet bogstaveligt talt "viser vejens ende, at digteren har levet og skrevet sig så langt ind i livet, at kun døden er tilbage", og at "han ikke kan flygte fra sin nordiske oprindelse".Det morbide i det uhyggelige Grimm-univers blødgøres af den tegneserie-agtige malemåde, kendt fra gotiske horror-tegneserier eller Walt Disney. Billedet virker tvetydigt, fordi det uhyggevækkende landskab og male/tegnemåden ironiserer over den romantiske landskabstradition samtidig med at fastholde denne maletraditions nostaligiske hjemstavnsfølelse." Lise og Louise Svanholm i bogen Danske Portrætter 1985-1995
2002-03, 180 x 230 cm., olie på lærred, tilhører Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot
"Søren Ulrik Thomsens spejlæg. Maleriet er en moderne variation over det gamle symbolske portrætmaleri, hvor alle ting har betydning. Spejlæggene er en kærlig ironisk kommentar til det timeglas, som spilller en vigtig rolle i Thomsens digtsamling Hjemfalden. Gennem vinduet anes storbylandskaberne fra City Slang og Ukendt under samme måne. Firbenet på forklædet er fra Nye Digte. I en sprække ind til en parallel verden ses stearinlys, som refererer til Thomsens poetik Mit lys brænder." John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet, 2004
1996, 215 x 280 cm, olie på lærred, privat samling i USA
Portræt af digteren Jesper Berg. Jesper Berg, f. 1967, debuterede med et brag i 1990, med digtsamlingen Ingen bedre tid, for hvilken han modtog Strunge-prisen samme år.Han har boet i Mellemøsten siden 1993, hovedsageligt i Damaskus og Aleppo i Syrien, hvor han arbejder som journalist, guide for Det Danske Konsulat, tæppehandler og digter.Jeg besøgte Jesper en måned i Syrien, i 1996, både i Damaskus og Aleppo. Maleriet skildrer det faktum at Jesper kort efter min hjemrejse blev smidt ud af landets efterretningstjeneste. Overnight. Fordi de ikke kunne greje hvad det var manden rendte rundt og lavede. Som en officer sagde: "Digter? Det er ikke noget man er hernede hos os, måske engang, men ikke nu. Og da slet ikke en vesterlænding!" Man troede helt enkelt at Jesper var spion!
Berg vendte dog snart tilbage igen og er nu gift med en syrisk prinsesse, Dana Berg.
Har desuden udgivet digtsamlingerne Steler og Livstavler, 1999, og Egne egne, 2003.